Idrættens Analyseinstitut har lavet større undersøgelser af danskernes idrætsvaner i 2007, 2011 og 2016. Der har deltaget mange tusinde i hver undersøgelse. Løbeturen og den raske travetur var i 2011 henholdsvis den mest udbredte (31%) og tredje mest udbredte (23 %) motionsform blandt voksne. Og "skoven/naturen" var den arena, hvor flest voksne havde havde dyrket motion (37 %). I 2016 indtog styrketræning førstepladsen (30 %) men løb og vandring fulgte dog lige efter med 29 % og 25 %. Mountainbike-kørsel var mindre udbredt men til gengæld i vækst. Andelen voksede fra 4 % til 6 % mellem 2011 og 2016. Og samme tendens fandt man for naturen som ramme for danskernes motion. I alt 44 % angav i 2016, at de anvender skoven/naturen til motion.
Tallene fra 2011 pegede på, at "opmålte/afmærkede ruter i by- eller landområder" anvendes regelmæssigt (40 % af svarpersonerne). Naturen kan også have en motiverende faktor. Tallene fra 2007 viste, at naturen har "nogen/stor betydning" for de flest voksne, når de dyrker sport og motion. Andelen af svarpersoner med den vurdering steg med alderen, så det var omkring 9 ud af 10 for voksne over 50 år.
Den nyeste rapport - Danskernes motions- og sportsvaner 2016
Rapporten med tal fra 2011 fås her
Den tidligere rapport med særligt afsnit om sport og motion i naturen fås her