Langs Gudenåen, fra Silkeborg til Randers, findes den 80 kilometer lange afmærkede vandresti, kaldet Trækstien eller Pramdragerstien, der følger i 1800-tallets pramdrageres fodspor.
Læs mere om Pramdragerstien
Vigtig transportvej indtil jernbanen
I mange hundrede år var Gudenåen den vigtigste transportvej fra Randers til det indre Jylland. Transporten foregik med fladbundede pramme, såkaldte kåge.
Kågene blev styret af pramkarle med lange stager. Mod strømmen blev de trukket af lejemænd eller heste, der gik ved bredden. Med strømmen drev vandet og vinden dem af sted mere eller mindre ved egen kraft. Brugen af pramme blev i slutningen af 1800-tallet overhalet af jernbanens udbredelse og i dag består hovedparten af trafikken af kanosejlads.
Våde forhold udfordrer vandringsmanden
Bundforholdene langs Gudenåen og Tange Sø er meget fugtige og følsomme over for oversvømmelser. Naturstyrelsen og kommunerne langs Gudenåen har derfor taget initiativ til reparation og anlæg af hævede træstier på visse dele af trækstien.
Det har skabt bedre adgang til det unikke og fredfyldte moseområde ved Gudenåen med dets mange forskellige dyr og planter.