Med høj fart gennem plantagen

Mountainbikeruten i Blåbjerg Plantage anvendes af alle forskellige typer mountainbikere og minimerer konflikter med andre brugere

På mountainbike i høj fart gennem plantagen

En flok mountainbikeryttere kan virke voldsomt på andre skovgæster. Det kan få negativ betydning for fremtidige muligheder for udøvelsen, også i Blåbjerg Plantage.

Ønske om færre konflikter
Efter flere år med uautoriseret mountainbikekørsel i Blåbjerg Plantage påtog Varde Cykelklub sig derfor opgaven med at få lavet en separat MTB-rute i plantagen, der kunne give færre konflikter. 

Som ejer var Naturstyrelsen positiv og havde også afsat midler til skiltning mv. Styrelsen påtog sig også opgaven med at fælde træerne fra ruterne, men ikke uden problemer. 
Læs mere om faciliteter til mountainbike, motion og sundhed i publikationen 'Motion og sundhed: Hæfter om friluftsfaciliteter nr. 3'

Frivillig arbejdskraft
Rydningen skete i starten med for store maskiner, der ødelagde underlaget for ruterne.  Resten foregik derfor manuelt og ved hjælp frivillig arbejdskraft. 

Det var også frivillige lokale mountainbikere, der testede og finjusterede ruterne efter rydningen. Blandt andet blev sporene revet, ligesom der blev lagt flis på de mest sandede passager og grus på noget af maratonruten. 

Udfordringen bestod især i at skåne underlaget og undgå de mærkede vandreruter. Hvis de skulle krydses, skulle det ske i lav fart og hvor der var gode oversigtsforhold.

Med inspiration fra skiløjper
Inspireret af farverne på skiløjper blev der udlagt tre ruter, henholdsvis en grøn, en sort og en hvid. Ruterne er tydeligt skiltet på hver sin farve:

Den grønne er den korteste og mest begyndervenlige. Den er ca. 4 km og undgår de værste op- og nedkørsler.

Tilsvarende er den sorte løjpe forsynet med flere tekniske passager og nedkørsler, der gør den mere udfordrende for den øvede rytter. Den er ca. 7 km og er designet til at opfylde kravene til en konkurrence rute. 

Den hvide rute (maratonruten) er længere, hurtigere og også mere underholdende. Den er ca. 12 km, men kan køres af de fleste. 

Praksiseksempler