På Egmont Højskolen har hver fjerde elev handicap og brug for omfattende personlig hjælp. Højskolen har mange års erfaring med handicappede og naturoplevelser gennem skolens arbejde med friluftsliv. Friluftsliv er et hovedfag på skolen, og undervisningen er tilrettelagt, så elever med handicap kan deltage i friluftsliv på lige fod med alle andre.
Hjælpemidler til friluftsliv for mennesker med handicap
Egmont Højskolen råder over en lang række hjælpemidler, der gør det muligt at få alle med i friluftsliv: Specielle vogne til kørestolsbrugere, specielle klatreseler og andet udstyr. Undervisningen er tilrettelagt med fokus på, at alle hjælper alle, og at ingen er i mål, før alle er kommet frem. Teambuilding og samarbejde er derfor vigtige emner på hovedfaget friluftliv.